23. okt. 2025

Lønnen stiger 1. november

Fra 1. november 2025 får Kriminalforsorgsforeningens medlemmer 1,3 procent mere i løn. Lønstigningen skal være med til at sikre, at statens lønninger følger med udviklingen på det private arbejdsmarked.

Faglig
Billede til nyheden Lønnen stiger 1. november
Lønstigningen skal bidrage til, at statens lønninger følger med udviklingen på det private arbejdsmarked. Foto: Shutterstock

Der er en lønregulering på vej til Kriminalforsorgsforeningens medlemmer. Som en del af CFU-forliget ved OK24 stiger lønnen og tjenestemandspensionerne med 1,3 procent fra 1. november 2025.

Aftalen indeholder både en generel lønforhøjelse på 0,2 procent og en ekstra regulering på 1,11 procent. Den ekstra regulering blev aftalt efter den såkaldte ultimoforhandling, hvor parterne vurderede, om den statslige lønudvikling fulgte med det private arbejdsmarked.

De to procentsatser kan ikke lægges direkte sammen, og efter tekniske justeringer lander den samlede regulering derfor på 1,3 procent.

Pensionerne følger med

Lønningsrådet har besluttet, at tjenestemandspensionerne i perioden 2024-2026 reguleres på linje med lønningerne. Dermed får pensionister i staten også glæde af den samlede stigning fra november 2025.

”Selvom lønforhøjelsen er beskeden, er den et vigtigt signal om, at statens ansatte – herunder Kriminalforsorgsforeningens medlemmer – skal have en lønudvikling, der følger med resten af arbejdsmarkedet,” siger formand i Kriminalforsorgsforeningen, Susan Helbert.

De opdaterede lønsatser kan ses på CFU’s hjemmeside

Relaterede nyheder