22. maj 2025

Sådan bliver den nye strafreform

Regeringen vil afsætte mere end 7,5 milliarder kroner til hårdere straffe, flere fængselspladser og styrket kriminalitetsforebyggelse.

Politik
Billede til nyheden Sådan bliver den nye strafreform
I den nye strafreform er der 34 tiltag, blandt andet hårdere straffe og bedre forebyggelse. Foto: Shutterstock

Den 22. maj 2025 fremlagde regeringen en omfattende strafreform med i alt 34 tiltag, der både skærper straffen for alvorlig kriminalitet og investerer massivt i kriminalforsorgen. Reformen omfatter blandt andet en fordobling af straffen for grov vold samt initiativer, der skal styrke både forebyggelsen og afsoningsforholdene i danske fængsler.

Skærpede straffe for grov vold og voldtægt

Selvom kriminalitetsraten i Danmark generelt er lav og har været faldende gennem en årrække, peger regeringen på, at der stadig er områder, hvor udviklingen går i den forkerte retning. Det gælder især grove og umotiverede voldshandlinger samt voldtægter, som har store konsekvenser for ofrene. Med strafreformen vil regeringen derfor skærpe straffene markant for blandt andet grov vold og voldtægt.

7,5 milliarder kroner til kriminalforsorgen

Reformen indeholder samtidig massive investeringer, der samlet set løber op i over 7,5 milliarder kroner frem mod 2030. Midlerne skal blandt andet bruges til at udvide fængselskapaciteten og styrke personalet i fængslerne.

Nye fængselspladser og flere ansatte

Blandt investeringerne er etableringen af over 2.000 nye fængselspladser og ansættelsen af 300 årsværk til en styrket forebyggende indsats i fængslerne. Målet er både at kunne håndtere et øget antal indsatte og at forbedre indsatsen mod tilbagefald til ny kriminalitet.

Fokus på forebyggelse og fastholdelse

Reformen skal også bidrage til en mere effektiv kriminalforsorg, hvor rekruttering og fastholdelse af fængselsbetjente prioriteres højt. Derudover indgår alternative strafformer som en del af indsatsen for at mindske risikoen for, at dømte vender tilbage til kriminalitet efter deres afsoning.

Læs regeringens udspil ”Straf og forebyggelse i et trygt samfund” og se udvalgte figurer her

KFF gør, hvad vi kan for at påvirke og få indflydelse i udmøntningen af reformen.

Relaterede nyheder